Ønsker du at prøve kræfter med dommergerningen?
Læs her om at blive frivillig dommer på Projekt Edison

I Projekt Edison skal eleverne vurderes til lokalfinaler af frivillige dommere. Dommerne kommer oftest fra erhvervslivet eller uddannelsessektoren, men vi ønsker så stor diversitet i vores dommerstab som muligt.
Vi ønsker dommere fra forskellige steder i samfundet, som kan give eleverne konstruktiv og kvalificeret feedback på deres idéer.
Hvis du synes det kunne være spændende at opleve børn og unges innovative løsninger på samfundets store og små problemer, så meld dig som dommer i dag. Der afholdes lokalfinaler over hele landet i løbet af efteråret. På kortet her ser du en oversigt, over alle de kommuner i Danmark der er tilmeldt Projekt Edison, og hvilke der har en kommunal koordinator. Den kommunale koordinator kan kontaktes på mail, hvis du ønsker at melde dig som frivillig dommer i hans/hendes kommune.
Hvis du kunne tænke dig at tilmelde dig som dommer i en kommune der ikke har en kommunal koordinator, kan du kontakte Projektleder Henrik Thise: henrik@ffefonden.dk
Hvad skal man som dommer?
I denne video forklarer dommerne til Projekt Edison finalen, hvad de kigger efter, når de er ude og bedømme en Projekt Edison-præsentation.
Dataindsamling
I forbindelse med et projekt om opkvalificering af frivillige dommere, er vi i gang med at indsamle data om alle dem, der stiller op som dommere til Fonden for Entreprenørskabs mange konkurrencer, herunder selvfølgelig også de lokale finaler i Projekt Edison.
Vi indsamler derfor følgende informationer fra vores frivillige dommere:
- Navn
- Emailadresse
- Organisation
- Stilling
Informationerne vil kun blive brugt som statistisk datagrundlag, og IKKE til at kontakte eller sende invitationer/andet til de pågældende personer. Projektet er udviklet i samarbejde med Tuborgfondet
Om Tuborgfonds projektet
Fonden for Entreprenørskab har indgået et 3-årigt samarbejde med Tuborgfondet om projektet ’Unge verdensmålsiværksættere’. Projektet løber fra efteråret 2018 frem til udgangen af 2021. Projektet skal bidrage til at styrke iværksætteri blandt unge gennem en frivilligbasereret erhvervsmentorindsats og uddeling af mikrolegater. I projektet er der fokus på entreprenørskabsaktiviteter, hvor frivillige indgår som rollemodeller i de unges entreprenørielle dannelse og hvor antallet af unge iværksættere øges gennem finansiel støtte til opstart af virksomhed. Centrale elementer er opkvalificering af frivillige erhvervsmentorer, rekruttering af og køns-diversitet blandt de frivillige samt inddragelse af FN's verdensmål i arbejdet med unge iværksætterspirer.